Black Friday, Cyber Monday, Svedig Søndag og Onsdagssnegle

Jeg blev forleden spurgt hvordan det gik med Black Friday og om det mon var kommet for blive.

Det gik godt – rigtig godt! Vi havde fra starten udvidet Black Friday til en 4-dags kampagne, der strakte sig fra torsdag til søndag. Det gik godt på nettet – ikke kun for os, men for mange online butikker. Men, det gik meget meget bedre i de fysiske butikker. Godt hjulpet af, at rigtig mange andre detail kæder også køre Black Friday kampagner og alle centre og gågader havde købt ind på denne nye landsdækkende udsalgsevent, som for blot et par år siden var ukendt for de fleste.

Så er Black Friday kommet for at blive? Det er penge i skidtet, så det enkle svar er “ja”! Men når folk valfarter til indkøbcentrerne for at få gode tilbud, køber de ikke samtidig online, så jeg tror, vi i de kommende år vil se en stor stigning i hjemmesider, der også begynder at introducere Cyber Monday (første mandag efter Black Friday), for ikke at skulle konkurrere med alle de fysiske butikker.

Hos SPORTMASTER har vi et par gange om året “Svedig Søndag” kampagner, der ligesom Black Friday, indbyder til den helt store indkøbsfest. Tilbagevendende kampagner med navngivne koncepter ser ud til at virke godt. Selvfølgelig er det hele bare opfundet af snedige markedsføringsfolk, men at navngive en tilbagevendende kampagneaktivitet gør det alt andet lige lettere for kunderne at relaterer til og skaber meget hurtigt nogle associationer der kan få købelysten til at stige.

Hvad tænker du f.eks. på, når du hører ordet ‘Onsdagssnegle’ ?