En af de helt store buzzword for tidne er ’disruption’ – Skræmmekampagnerne fra konsulenthusene kører på høtryk, og ingen virksomhed med respekt for sig selv, må ikke være bange for at blive ’disruptet’. Men hvis vi lige trække det helt ned på jorden, så handler det blot om forandring. Som virksom er det naturligvis vigtigt at orientere sig om verden omkring sig og løbende tilpasse den virkelighed virksomheden bevæger sig i.
Men det er her udfordringen opstår. Langt de fleste virksomheder – særligt de veletablerede og store – formår ikke at rykke sig. Og dem der formår at initere forandring evner ikke at gøre det hurtigt nok og samtidig er det umådeligt svært at gøre op med ineffektive processer og politiske beslutninger.
Gennem samataler med repræsentanter for mange forskellige virksomheder, tegner der sig et klart billede af de(n) primære hindring for at virkomhederne står i stampe og holder fast i deres kendte forretningsmodel og procedurer: De interne KPI’er og incitamentsstrukturer i virksomheden hæmmer tiltag til udvikling, bremser virksomhedernes agilitet og beslutningsevne.
De mål der bliver sat for den enkelte direktør, afdeling, team og medarbejder skulle gerne bidrage til virksomheden fælles samlede succes, men det er samtidig også der er kan bremse udviklingen, da det ikke kun sætter klare mål for hvad den enkelte skal levere for at være en succes men samtidig også implicit definerer, hvad man ikke skal lave. Og der er netop her, at de modsatrettede interesser opstår og det politiske spil begynder at tage form. Og det foregår på alle niveauer af virksomheden – ikke kun på c-level. Ser man på personalet i butikkerne; hvad for de deres provision for? Og sælgere og account managers hvordan beregnes deres bonus? Har vi en IT afdeling der måles på stabilitet mens salgsafdelingen måles på volume og vækst og kundeservice der for alt i verden skal have så få kald som muligt, så er der indædt grobund for modsatrettede interesser.
Arbejder alle i din virksomhed efter samme mål eller ej?